Omkring 500 lokale jægere i det nordøstlige Nigeria samledes torsdag for at fremvise deres våben og evner, som de vil angribe den militante gruppe Boko Haram med.
De lokale er utilfredse med, at regeringens hær endnu ikke har kunnet bekæmpe de bevæbnede islamister, der har bortført flere hundrede skolepiger. Derfor vil de lokale nu forsøge at befri de bortførte piger, også selv om Boko Harams soldater med al sandsynlighed er langt tungere bevæbnet end jægerne, der dukkede op med hjemmelavede pistoler, giftspyd og amuletter.
Flere af jægerne tror på, at de er beskyttet af overnaturlige kræfter, så de frygter hverken patroner eller granater. Desuden kender de området bedre end regeringens soldater.
Militære styrker fra USA, Israel, Frankrig, Spanien og Storbritannien er ligeledes sat ind i området i jagten på Boko Haram og de bortførte skolepiger.