En af de øverste chefer for BNP Paribas, som aktuelt trues af en amerikansk kæmpebøde for beskyldninger om brud på sanktioner, har valgt at sige sin stilling op, meddeler den franske bank.
Den franske banks strid med amerikanske myndigheder kan koste banken en bøde på 10 milliarder dollar (55 milliarder kroner).
Det statslige banktilsyn i New York havde ifølge nyhedsbureauet Reuters bedt den 64-årige bankchef Georges Chodron de Courcel om at træde tilbage som del af en aftale omkring de påståede brud på sanktioner.
Det sagde en kilde tæt på processen i sidste uge til nyhedsbureauet.
BNP Paribas nævner intet om den amerikanske undersøgelse i sin offentliggørelse af, at Georges Chodron de Courcel forlader banken.
Der har været medierygter om, at banken ville fyre en topchef for at formilde de amerikanske myndigheder, men banken melder, at den 64-årige bankchef selv har taget beslutningen om at gå.
/ritzau/AFP