Virksomheder kan ofte låne penge på mere favorable vilkår ved at kontakte en bank, som jagter kunder langt væk fra sit lokalområde, skriver Jyllands-Posten.
En endnu ikke offentliggjort analyse fra Aalborg Universitet viser nemlig, at flere regional- og lokalbanker tillader deres kunder en højere gearing, når de opererer i områder, hvor bankerne gerne vil vokse.
- Der er ingen tvivl om, at bankerne i jagten på vækst kommer til at konkurrere ikke bare på pris, men også på risiko. Meget tyder på, at nogle regional- og lokalbanker omgås mere risikable kunder i de dele af landet, som ligger uden for deres eget område. Det kan virksomheder godt spekulere i, siger Lars Krull, seniorforsker ved Aalborg Universitet, som står bag den nye analyse.
Den gør det for første gang muligt at se, hvor i landet bankerne har de mest risikable kunder. Mens de helt store banker har nogenlunde samme risiko ved deres kunder i alle fem regioner, accepterer eksempelvis Spar Nord mere risiko nogle steder.
Finanstilsynet advarer dog bankerne mod at trykke for meget på speederen i områder væk fra deres komfortzone.
- Det kan resultere i, at man ender med de dårligste kunder. Bankerne bør spørge sig selv om, hvorfor man mon bliver kontaktet af en kunde, som har hjemme i et andet område af landet. Det kan skyldes, at man er for risikovillig, siger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet.
Newspaq