Stoffer, alkoholafhængighed og fængsel. Skandalerne har i de seneste år fulgt Lindsay Lohan lige så tæt, som sladderpressen har fulgt hende. Og nu langer hun ud efter de paparazzier, som hun mener, bærer en stor del af skylden for hendes nedtur. Det sker via Twitter, skriver Us
Magazine.
Skandalerne begyndte at vælte ind over den rødhårede "Bobbie"-stjerne, da hun i 2007 blev taget i at køre bil i hamrende beruset tilstand. Men netop mens man kører bil, bør man være fredet fra fotografernes knipsende opmærksomhed, mener hun.
"Det er helt klart. Det burde være ulovligt for paparazzier at tage billeder eller optage videoer af folk, der kører i bil eller holder for rødt, for alles skyld," skriver skuespillerinden, der netop nu er premiereaktuel i filmen Machete, på Twitter.
Indtil den 1. november har både paparazzier og ordensmagten ellers god grund til at holde øje med, hvor den tidligere barnestjerne kører hen. Frem til den dato vil det nemlig være forbudt for den skandaleombruste stjerne at forlade hjemstaten Californien.