Det var ikke meningen, at offentligheden skulle have kendskab til en penibel sag mellem Lindsay Lohan og hotellet Chateau Marmont i Los Angeles.
Men et brev fra hotellet til skuespillerinden er blevet offentliggjort på nettet, og her fremgår det, at Lindsay Lohan ikke skal regne med at sove på Chateau Marmont eller spise i deres gourmetrestaurant lige foreløbig.
Hotellet, der er et favoritsted for kendisser, er også Lindsay Lohans foretrukne, men nu er hun altså blevet bedt om at holde sig væk.
Hun har nemlig ikke betalt sine regninger for et ophold på 47 dage på hotellet. Regningerne løber op i 46.350 dollar, som skuespillerinden har brugt på blandt andet roomservice, cigaretter og drikkevarer fra minibaren.
Chateau Marmont har beklaget, at det personlige brev til skuespillerinden er endt på nettet.
- Vi er flove og skuffede og kede af dette, ligesom frk. Lohan sikkert også er. Selvfølgelig er dette et privat anliggende mellem en af vores gæster og hotellet, og sådan vil vi gerne behandle sagen, siger en talsmand for hotellet.