Ifølge regnskabet for Entertainment Trading A/S, som er koncernselskabet, der ejer Coolshop, blev der omsat for næsten 1,7 milliarder kroner i det seneste regnskabsår.
Det er en kvart milliard kroner mere end året før, skriver blandt andre Børsen.
Manden bag Coolshop er Jacob Risgaard, som især er kendt fra DR-programmet "Løvens Hule", og udviklingen i hans webshop er således ganske gedigen.
På bundlinjen endte regnskabsåret dog knap så vildt med et beskedent overskud efter skat på 15,5 millioner kroner. Det er 72 millioner kroner færre end året før.
Det noget lavere overskud skyldes ifølge Jacob Risgaard investeringer i blandt andet lagerrobotter og solceller.
På kisten bunden har Entertainment Trading A/S en egenkapital på 186 millioner kroner.
For et par år siden købte Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen sig ind i Coolshop. Således ejer Anders Holch Povlsen og Jacob Risgaard hver omkring en fjerdedel af firmaet bag Coolshop.
I løbet af de seneste fem år er omsætningen vokset med mere end en milliard kroner i Entertainment Trading A/S, som har 245 medarbejdere.
Udover Coolshop har Entertainment Trading A/S via datterselskabet Coolgroup medejerskaber i en række af de investeringer, som Jacob Risgaard har foretaget i sine fire sæsoner som investor i det populære DR-program "Løvens Hule", Det drejer sig blandt om virksomhederne Dit Ur, Decofarver, Barons og Bareentshirt.
I september meddelte Jacob Risgaard sammen med Jesper Buch og Christian Arnstedt, at de stoppede i "Løvens Hule".