Lønstigningerne i danske industrivirksomheder er faldet markant i år.
Således vokser lønningsposen kun med 0,97 procent i gennemsnit for timelønnede i industrien.
Sidste år lå lønstigningerne efter lokale lønforhandlinger på 1,71 procent.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af foreløbige indberetninger fra arbejdsgiverne til Dansk Industri.
"De danske virksomheder er fortsat optaget af at forbedre konkurrenceevnen over for udlandet. Derfor er der lokalt enighed om at holde lønstigningerne i ro," vurderer Steen Nielsen, arbejdsmarkedschef i DI, over for Jyllands-Posten.
Samtidig peger han på, at der er store forskelle i lokale lønaftaler - fra ingen lønstigning til større løft. Men i år har forhandlingerne reelt afspejlet virksomhedernes økonomi mere.
Sidste år var der i årene forinden indgået flerårige lønaftaler, som satte præg på tallet for det år.
"Derfor har det været lettere i år at indgå aftaler, som tager udgangspunkt i den aktuelle udvikling på den enkelte virksomheder," siger Steen Nielsen til Jyllands-Posten.
Cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen i LO mener, at der har været lagt op til moderate lønstigninger generelt. Han vurderer, at LO's prognose om samlede lønstigninger på 2,0 til 2,5 procent for de timelønnede kommer til at holde vand.