”Tiden er ikke til store lønstigninger." Det var et af statsminister Helle Thorning Schmidts (S) første budskaber til danskerne i sin nytårstale.
Siden er budskabet blevet cementeret et en række radmagre overenskomstaftaler i løbet af årets første måneder. Nu viser det sig, at mange af os også er holdt op med at stille krav til chefen.
I en undersøgelse som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk siger 30 procent, at de har holdt sig tilbage fra at bede om ting som lønforhøjelse, efteruddannelse og afspadsering.
”Krisebevidsthed har for alvor bidt sig fast – også blandt vores medlemmer. Jeg kan godt genkende, at der er folk, der holder sig tilbage med at stille krav af alle mulige karakterer," siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F.
Perspektivet bekymrer
Også i akademikernes fagforening, DJØF, genkender man billedet. Her vækker udsigterne ved danskernes selvvalgte mådeholdenhed en vis bekymring.
”Hvis det her bider sig fast, er perspektivet selvfølgelig, at man risikerer at opelske en kultur, hvor folk ikke forventer noget, men bare går ind og får et løndiktat,” siger Helene Rafn, lønforhandlingschef i DJØF.
Det danske system bygger på, at løn og arbejdsvilkår i en vis grad af de individuelle krav, som den enkelte lønmodtager stiller til sin boss, forklarer hun.
”Den mekanisme bliver sat ud af spil, hvis den ene part på forhånd lægger sig ned på ryggen i spørgsmål om løn og arbejdsvilkår og ikke vil gå ind og forhandle om det, ud fra en forestilling om, at ’så er jeg ikke nøjsom’,” siger hun.
3F: Folk holder vejret
Per Christensen fra 3F er ikke i tvivl om, hvad der kan få hans medlemmer til at holde igen med at stille krav.
”Det er et udtryk for, at folk holder vejret, og at det at have et arbejde og måske have udsigt til at miste det i en tid, hvor rigtigt mange falder ud af dagpengesystemet, er en stor bekymring hos rigtig mange mennesker.”
Avisen.dk skrev i sidste måned, hvordan antallet af 3F’er, der efteruddanner sig ved at tage et AMU-kursus, overordnet set er faldet med 15 procent på bare et år.
I det lys advarer Per Christensen særskilt mod at praktisere mådehold i det henseende:
”Det vil være et tab for både arbejdsgiveren og arbejdstageren, hvis ikke kompetenceniveauet bliver vedligeholdt og udbygget.”
DJØF: Forståeligt, men ikke nødvendigt
Ifølge Helene Rafn ser man tilbagenholdenheden på bl.a. det offentlige område, der skal spare samt private områder som energisektoren, advokatområdet, konsulent-, rådgivnings- og produktionsvirksomheder.
Og hvor det er "forståeligt", hvorfor folk holder sig tilbage fra sparke chefens dør ind, så mener DJØF faktisk ikke, der er nogen grund til at holde sig tilbage i forhold til løn.
"Du skal selvfølgelig have respekt for modpartens argumenter, men der er ikke nogen grund til at grave dig ned på forhånd,” siger Helene Rafn.
”Hvis ikke du kan få noget overhovedet, så har du stadig markeret dig og sagt: ’Jeg er bevidst om min markedsværdi’,” fortsætter hun.
Alder afgør fokus
Særligt for unge nyuddannede er det problematisk at holde sig tilbage i forhold til lønforhøjelse, siger lønforhandlingschefen i DJØF.
”Hvis de i misforstået nøjsomhed siger: ’Jeg kan godt nøjes med nul de næste tre år’, så sakker de helt vildt bagud," siger Hele Rafn og fortsætter:
"For de lidt ældre er det særligt det med efteruddannelsen, de skal passe på, fordi det er vigtigt at pudse fagligheden af, hvis det er 20 år siden man forlod skolebænken.”