8.000 menneskers dybt personlige oplysninger som personnummer og trækprocent er havnet i de forkerte hænder, fordi lønfirmaet Multidata har begået en brøler af de helt store.
"Det er dybt beklageligt. Vi har lavet en fejl i vores indrapporteringer til SKAT," forklarer Multidatas administrerende direktør, Helge Kaltoft, til Politiken.
En personlig fejl er skyld i, at firmaet, der håndterer 1,3 mio. danskeres løn, nu går på weekend med røde ører.
Kontorchef i Datatilsynet, Lena Andersen, kalder det en meget alvorlig situation.
"Det er dybt private oplysninger, der ikke kommer andre ved, der nu er gjort tilgængelige for de forkerte personer," siger Lena Andersen, der vil bede SKAT sikre, at det ikke sker igen.
Ifølge Shezad Ahmad, der er leder af DK-Cert, som overvåger it-sikkerheden i Danmark, siger, kan man ved hjælp af et personnummer få adgang til mange personlige oplysninger hos danske myndigheder.
"Og samlet kan man så bruge disse oplysninger til f.eks. at låne penge i en andens navn og derved begå bedrageri," siger Shezad Ahmad.