Løn til byggefolk falder drastisk

Den reelle lønpose til danskere i byggebranchen er faldet med 4,7 procentpoint siden lønfesten i 2008. Inflationen æder små lønstigninger.
De ansatte i byggebranchen må slide ekstra for at hamle op med priserne i supermarkedet.
De ansatte i byggebranchen må slide ekstra for at hamle op med priserne i supermarkedet. Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto / POLFOTO

En dags arbejde på byggepladsen er blevet mindre værd.

Arbejdsløsheden er høj i byggebranchen, og på tre år er lønnen faldet med 4,7 procentpoint. Alene i første del af 2011 faldt reallønnen for bygge- og anlægsarbejdere i snit med 1,6 procentpoint.

Det skriver Politiken.

"Nogle steder er folkene gået 20 til 30 kroner ned i timeløn for bare at have noget at bestille," siger formand Peter Hougård Nielsen fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) til Politiken.

Murerne, tømrerne og andre arbejdere på byggepladsen har fået små lønstigninger på en procent i år, men priserne i butikkerne er steget med tre procent.

"De dårlige tider i byggeriet har ikke blot betydet høj arbejdsløshed, men har også sat sig tydelige spor i de beskæftigede bygningsarbejdernes købekraft," siger Peter Hougård Nielsen.

I juni lå arbejdsløsheden på lidt over ni procent i byggebranchen. For resten af de arbejdsduelige danskere lå den på lidt under seks procent.

Det ser dog ud til at lysne i en ellers grå sommer for byggefolket. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der kom godt 3.000 flere ansatte i byggebranchen i første kvartal i år. Samtidig forventer håndværkerne, at regeringens Boligjob-plan, hvor danskerne kan trække forbedringer på huset fra i skat, giver mere arbejdere.

Kilde: Politiken

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.