Tvivlerne afgør formentlig næste folketingsvalg, og de fleste hælder til Lars Løkke.
Det viser en Gallupmåling for Berlingske blandt 500 danskere, der stadig er i tvivl om, hvor krydset skal sættes, skriver Berlingske.
Man skal dog ikke lægge hovedet på blokken ud fra tallene, advarer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
"Det er en gruppe, der beslutter sig meget sent, så man kan ikke regne med noget før meget tæt på valget. Man har set ved de foregående mange valgkampe, at de, der fører på vej ind i valgkampen, også er dem, der vinder valget," siger han.
Løkke skal derfor ikke suse over til valgknappen, når han ser tvivlernes tendenser.
"Jeg tror bestemt ikke, at man skal udskrive valg på den baggrund, at der er et par procent tvivlere, der synes at gå i den ene retning frem for den anden retning," fortæller Kasper Møller Hansen.
Tvivlerne synes, at statsministeren er klart bedst til at lede Danmark gennem krisen og en ansvarlig økonomisk politik. Omvendt er Helle Thorning-Schmidt (S) suverænt den bedste i tvivlernes øjne til at føre velfærdspolitik.
Kilde: b.dk