45 år. Er du yngre end det, kan du sandsynligvis vinke farvel til din efterløn. Sådan lød budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han for får minutter siden holdt sin anden nytårstale som landets leder.
"For alle jer, der er under 45 år, foreslår vi, at efterlønnen afskaffes helt," sagde Løkke i et klart og ganske uindpakket budskab.
Statsministeren kalder det en skillevej, det landet står over for. Her henviser han til økonomien, der var det altoverskyggende hovedtema i nytårstalen.
"Usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser," det var hans bud på konsekvenserne, hvis ikke der bliver grebet ind med reformer nu.
Og det var så her, hovedballet i talen blev åbnet. Efterlønnen. Med et snuptag omregnede han prisen på efterlønnen angivet til 16 milliarder kroner årligt til folkeskoleelevpladser - 240.000 af slagsen ifølge Løkke.
Trods sine markante reformtanker skyndte Lars Løkke Rasmussen sig alligevel at udstede en minigaranti.
"Lad mig så endelig slå fast: Vores forslag berører naturligvis ikke de danskere, der allerede er på efterløn" lød det fra Løkke.
Han lovede samtidig, at de personer, der er tæt på efterlønsalderen, også får lov at få fingre i den højtønskede ydelse. Dog uden at ville definere, hvad det vil sige at være tæt på at kunne gå på efterløn.
Langt over halvdelen af talen blev brugt på efterlønsspørgsmålet, men Løkke fik dog også plads til at nævne terrortruslen med afsæt i de seneste dages begivenheder om det afværgede attentatforsøg mod Jyllands-Posten.
"Terrortruslen må ikke ændre vores levevis. Vi danskere vil ikke gå på kompromis med vores åbne samfund," sagde statsministeren i sin tale.
Afghanistan-udtrækning blev udgangsparentesen i Lars Løkke Rasmussens nytårstale II. I 2014 lovede Lars Løkke Rasmussen, at den sidste danske kampsoldat vil være rejst hjem fra Afghanistan.