Mens kommunalpolitikere fra hele landet drøfter det omstridte omprioriteringsbidrag, forsikrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at pengene ikke kommer til at gå til skattelettelser.
Tidligere har statsministeren ellers udtalt, at pengene fra omprioriteringsbidraget godt kan gå til skattelettelser. Samme melding er blevet gentaget af blandt andre finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Men nu har regeringen åbenbart lagt sig fast på, at penge til skattelettelser ikke findes via omprioriteringsbidraget.
- Nu er penge jo ikke farvede. Så man kan have lange diskussioner om, hvilke penge der kommer først.
- Men det er klart, at hvis man siger til kommunerne, at I skal have penge op af jeres lomme, og hvis vi så giver dem til danskerne frem for at putte dem i statens lomme og lave service eller i regionernes lomme for at lave sygehuse, så vil det totalt set betyde minusvækst i det offentlige forbrug.
- Det går vi jo ikke ind for, siger Lars Løkke Rasmussen, som er gæst på det kommunalpolitiske topmøde i Aalborg.
Så det råderum, som omprioriteringsbidraget skaber, skal ikke gå til skattelettelser?
- Nej, det vil ikke kunne lade sig gøre. Hvis man gjorde det og sagde, at pengene fra kommunerne bruges til skattelettelser, så vil hele det offentlige forbrug gå i minus, og det går vi jo ikke engang selv ind for.
- Jeg går ind for, at det offentlige forbrug holdes i ro, siger han.
Statsministeren har ikke tænkt sig at trække omprioriteringsbidraget tilbage, selv om mange kommunalpolitikere ellers taler dunder mod bidraget, som årligt fjerner 2,4 milliarder kroner fra de kommunale budgetter.
Regeringen har aftalt et omprioriteringsbidrag med kommunerne for i år på en procent af kommunernes budget, svarende til 2,4 milliarder kroner. Kommunerne får så 1,9 milliarder kroner retur, men regeringen vil gentage øvelsen frem til 2019.
Det er nødvendigt, mener Lars Løkke Rasmussen.
- Vi er nødt til at insistere på - både i stat, regioner og kommuner - om der er nogle penge, der kan holdes i baghånden, så vi har mulighed for at flytte rundt mellem kasserne der, hvor der er mest brug for dem.
- Lidt ligesom man gør i kommunerne i dag. Hvis der er større pres på ældre- end børneområdet, så flytter man pengene rundt. Den samme mulighed er vi nødt til at have på landsplan, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.