I mandags var det privathospitaler, i aften var det folkeskolen og næste gang bliver det så økonomien, der skal diskuteres.
De to stridende parter, statsminister Lars Løkke Rasmussen og SF's leder Villy Søvndal, skal nemlig snart mødes i endnu en politisk duel.
Det blev resultatet af aftenens timelange debat om folkeskolen, som Lars Løkke Rasmussen sluttede af med endnu en udfordring.
"Jeg møder meget gerne op igen, for vi mangler et meget vigtigt debatemne. Nemlig hvordan vi skal finansiere vores velfærdssamfund i fremtiden," sagde statsministeren på TV 2 News.
Og Villy Søvndal tog udfordringen op med det samme.
"Hvor er det fremragende. Det vil jeg meget gerne," sagde han på åben skærm.
Det er dog stadig ikke helt sikkert, hvornår det bliver, men ifølge debattens styrkvinde Lotte Mejlhede var den tredje januar ikke noget dårligt bud.
Hvis den tredje januar bliver debatdag nummer tre, så tager Lars Løkke Rasmussen to dage i rap med politiske dueller. Den anden januar skal han nemlig i direkte duel med Helle Thorning-Schmidt på DR.