Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne sætte sig trygt til rette i statsministeriet i endnu fire år, hvis der var valg i morgen.
En dugfrisk meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiet og TV 2 viser nemlig, at blå blok står til 50,9 procent af stemmerne, mens rød blok får 49,1 procent.
Målingen er foretaget efter statsministerens nytårstale, hvor han lagde op til en afskaffelse af efterlønnen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommenterer aldrig meningsmålinger, men siger dog omkring efterlønsudmeldingen til TV 2.
"Jeg er glad for, at danskerne reagerer åbent. Vi har været igennem en økonomisk krise. Og der er forskel på mentaliteten før og efter," siger han til TV 2.
Avisen.dk's politiske redaktør Elisabet Svane er ikke i tvivl om, at det er efterlønsudmeldingen, der er årsag til fremgangen for blå blok.
Hun beskriver partiet som meget mere harmonisk, end da Lars Løkke Rasmussen overtog formandskabet og statsministerposten fra Anders Fogh Rasmussen.
"Forslaget om at afskaffe efterlønnen har gjort, at Venstre nu kan sige, det de har ment hele tiden. Det gør, at de virker mere troværdige på deres vælgere. Så Venstrefolkene har det godt. Det er et meget mere harmonisk parti nu," siger Elisabet Svane.
Hun understreger dog, at hun ikke vil være overrasket, hvis den næste meningsmåling viser rødt flertal:
"Vi er der, hvor blokkene er meget mere lige end i lang tid. Men jeg kan godt forstå, hvis Løkke har lyst til et valg snart. Han står meget bedre, end han har gjort meget længe," siger Elisabet Svane.
Venstre er gået 4,9 procentpoint frem til 26,3 procent af stemmerne. Socialdemokraterne er gået 1,7 procentpoint tilbage til 25,5 procent af stemmerne.