Lars Løkke Rasmussen er en stolt mand. Det umulige er nemlig blevet muligt.

Det er den 27. april 2004, og stedet er Nationalmuseets festsal. Den daværende indenrigs- og sundhedsminister skal sammen med regeringen præsentere det, som alle havde troet ikke kunne lade sig gøre.

271 kommuner bliver til 98. 13 amter forsvinder helt. Danmarkshistoriens hidtil største reform er virkelighed.

Da reformen bliver præsenteret, er der mange som klapper og tænker, at det her er godt for Danmark. Men på samme tid spørger mange sig selv, hvordan det overhovedet er muligt at gennemføre en så omfattende reform. Det er nemlig langt fra første gang, at nogen har forsøgt at gennemføre en reform, der laver et nyt Danmarkskort.

Alligevel er det nu, i løbet af lidt over to år, lykkedes den nye regering at vende op og ned på det eksisterende Danmark. Og det endda næsten uden modstand.

I en ny bog giver lektor Michael Baggesen Klitgaard og professor Peter Munk Christiansen et sjældent indblik i, hvordan det er muligt, at en reform så stor som kommunalreformen, bliver ført ud i livet.

De afslører:

- At den historiske reform kun lykkedes, fordi alle andre end regeringen blev holdt hen i total uvidenhed, så de ikke kunne brokke sig.

- At en kommission blev nedsat, så regeringen havde tid til at finde ud af, hvad den mente og blødgøre kritiske røster i baglandet.

- At Kristian Thulesen Dahl var den eneste uden for regeringspartierne, der fik nys om, hvad der foregik. Med Dansk Folkepartis tilslutning kunne regeringen nemlig lave et smalt forlig.

»Før den 27. april 2004 ved ingen, hvad regeringen reelt vil. Det bliver en bombe i hovedet på Socialdemokraterne, De Radikale og Amtsrådsforeningen. Det er et smart træk, for hvis Lars Løkke Rasmussen havde meldt noget ud tidligere, så ville det starte en kæmpe modstand. Ved at holde det hemmeligt, luller han dem ind i en forestilling om, at det nok skal gå,« forklarer Peter Munk Christiansen om en af afsløringerne i bogen Den utænkelige reform. Strukturreformens tilblivelse 2002-2005

Ingen planer om reform

Men for at få hele historien med må vi skrue tiden tilbage til sommeren 2002. Udover at være den en af de varmeste somre i 100 år, var det nemlig også den sommer, hvor en debat om strukturen i Danmark for alvor kom på dagsordenen. Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark havde for mange kommuner og amter, havde længe spøgt i krogene, men i sommeren 2002 lykkes det en række aktører med Dansk Industri i spidsen at få medier og borgmestre over hele landet til at skrive om og ønske sig en reform.

Den daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt sig længe ude af debatten og så sent som den 20. juni 2002 sagde Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ikke havde planer om en reform.

Det ændrer sig, da de to ministre kommer tilbage fra sommerferie. Den 9. august træffer de nemlig afgørelse om at nedsætte strukturkommissionen, der officielt har til opgave at komme med bud på et nyt Danmarkskort.

Uofficielt skal kommissionen trække tiden ud.

»Det her er så stort, at regeringen ikke ved, hvad den vil. Den skal bruge noget tid på at finde ud af det og på samme tid finde nogle alliancer i sagen, så den ikke står helt alene. Det øger jo chancerne for at få reformen igennem,« siger Peter Munk Christiansen og skriver samtidig i bogen, at Venstre bruger tiden på at få styr på deres kritiske bagland.

Rundt omkring i landet sidder der nemlig mange venstreborgmestre, der ikke ønsker at lægge borgmesterkæden i skuffen og stille sig op i arbejdsløshedskøen, hvis deres kommune bliver lagt sammen med en anden. Kommunernes Landsforening (KL) og amtsrådsforeningen (ARF) er heller ikke entydigt begejstrede for, at deres magt måske bliver indskrænket eller helt forsvinder.

Så regeringen sætter strukturkommissionen i sving for at lukke munden på de kritiske røster, og imens arbejder den selv med et udspil til en kommunalreform.

Et smalt forlig

Efter at strukturkommissionen halvandet år senere den 9. januar 2004 fremlægger sit arbejde, går der mere end to måneder, før regeringen offentliggør sine planer.

Det er usædvanlig lang tid for den slags sager.

Men det er ikke fordi, regeringen ligger på den lade side. Den er i gang med at forberede sit eget oplæg og sonderer samtidig terrænet hos Socialdemokraterne og De Radikale. De to partier har på det tidspunkt - som de fleste andre - stadig en klar forestilling om, at de skal være med en kommende kommunalreform.

Men regeringen kommer, ifølge De Radikales Marianne Jelved, ikke med nogen udmeldinger om, hvad den har tænkt sig at gøre. Kun Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl er orienteret om det endelige udspil, siger Peter Munk Christiansen.

»Efter offentliggørelsen af regeringens udspil siger Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl da også hvor skal jeg skrive under .

Dansk Folkepartis tilsagn gør det muligt for regeringen i sidste ende at lave et smalt forlig, hvor hverken Socialdemokraterne eller De Radikale er med. På samme tid betyder forhandlingerne, at oppositionen stadig tror, at de stadig skal med på vognen.

Så meget desto større bliver chokket, da bomben sprænger den 27. april og Lars Løkke Rasmussen sammen med resten af regeringen offentliggør deres udspil.

Forhandlinger

Dansk Folkeparti har ingen indvendinger, fordi partiet hele tiden har kendt til indholdet. Men oppositionen sætter sig ned sammen med regeringen for sammen at forhandle den endelige aftale på plads.

Det går ikke godt. Regeringen vil i første omgang nemlig ikke gå med til at ændre væsentlige ting, fordi de jo allerede har lavet aftaler med deres bagland og med kommunernes landsforening, (KL).

»De har allerede forlovet sig med dem,« forklarer Peter Munk Christiansen.

Først i anden forhandlingsrunde, som statsministeren sætter i gang, giver regeringen indrømmelser. Men på det tidspunkt har Socialdemokraterne allerede besluttet sig for ikke at være med. Den 17. juni bryder forhandlingerne endeligt sammen, og kommunalreformen bliver ført ud i livet som en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Og selvom Socialdemokraternes kommunalordfører Ole Stavad råber op og kalder reformen for makværk , ragnarok og koma , kan Lars Løkke Rasmussen trække vejret roligt. Aftalen er i hus og danmarkshistoriens største reform er en realitet. Godt nok har han og regeringen holdt næsten alle hen i uvidenhed, men som ministeren selv siger:

»Vi kan ikke levere en bred aftale. Til gengæld kan vi levere et bredt indhold.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.