Lars Løkke Rasmussen (V) holdt næsten alle hen i total uvidenhed for at gennemtvinge den kommunalreform, der for halandet år siden ændrede danmarkskortet drastisk.
Det afslører lektor Michael Baggesen Klitgaard og professor Peter Munk Christiansen i en ny bog, der udkommer mandag.
Den daværende indenrigs- og sundhedsminister undgik den værste modstand mod den kontroversielle og omfattende reform - der betød nedlæggelse af amterne og fjernelse af 173 kommuner - ved i månedsvis at holde regeringens planer skjult for mulige modstandere.
Løkke undgik helt bevidst enhver debat fra januar 2004, hvor en kommission afleverede sit bud på en reform, og indtil slutningen af april hvor Løkke præsentede en stort set færdig kommunalreform.Dermed stoppede han mobiliseringen af modstand, der kunne true reformen.
Snød S og R
»Regeringens planer faldt som en bombe i hovedet på alle - på De Radikale, på Socialdemokraterne og amterne, der ikke havde kunnet nå at mobilisere nogen modstand,« siger professor Peter Munk Christiansen. Han kalder det »et smart træk« fra Lars Løkke Rasmussens side.
»Hvis Løkke havde sagt noget om regeringens planer på et tidligere tidspunkt, så ville det kunne have resulteret i en omfattende modstand, der kunne have truet reformen. Ved at holde alting hemmeligt lullede han de mulige modstandere ind i en forestilling om, at det nok skulle gå.«
I bogen afslører de to universitetsfolk også, at regeringen holdt møder med Socialdemokraterne og De Radikale og lod dem tro, at de havde indflydelse.
Men reelt havde regeringen allerede besluttet sig for, hvordan reformen skulle se ud, og den havde i hemmelighed orienteret Dansk Folkeparti om planerne. Og dermed sikret sig flertal, selvom oppositionen ikke ville være med.