Lars Løkke Rasmussen (V) leverede her til eftermiddag en rutinepræget og forudsigelig åbningstale.
Det mener de radikales formand, Margrethe Vestager.
"Når der er gået 40 minutter uden et bud på, hvordan Danmark kommer ud af krisen, så bliver jeg lidt trist," sagde hun til Newspaq kort efter talens afslutning.
Hun glædede sig dog over Løkkes gode humør.
"Jeg synes, det er glædeligt, at statsministeren kan finde så meget optimisme frem. Jeg er imponeret af statsministerens evne til at se lyst på verden, hvis man ser på den situation, kommunerne er i. De har netop har været igennem meget, meget voldsomme nedskæringsrunder, hvor de lukker skoler, og hvor skoleklasserne bliver større, end de har været før," lød det fra Vestager.
I folkeskolens ånd - en af dagens store temaer - uddelte Vestager en middelkarakter til Løkke 'for den noget rutineprægede præstation'.
"Efter genren - nemlig gentagelse på gentagelse og afværgelse af egentlig tale om problemerne - der er vi skam fint placeret. Så med den nye skala er et syv-tal vist nok til at bestå," sagde hun.