Med parolen om, at 'vi bliver færre unge og flere ældre', lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv er 44 år, forleden en udfasning af efterlønnen, så alle borgere mellem 62 og 67 i fremtiden ser ud til at skulle arbejde - næsten alle.
Statsministeren selv bliver nemlig ikke ramt af sin nye ordning, når han er blevet 62 år. Tværtimod skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen vil Lars Løkke Rasmussen og de fleste andre ministre nemlig fortsat have en yderst lukrativ folketings- og ministerpension på over 600.000 kroner årligt, når de er blevet 62.
En svær ordning at forklare, når man selv vil afskaffe efterlønnen, mener Bent Greve, der er professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.
"Jeg tror, folk vil synes, det er mærkeligt, hvis de bevarer deres egne ualmindeligt gunstige vilkår, mens de tager muligheder fra andre grupper. Hvis man endelig vil ændre, så bør man ændre på det hele," siger han til Ekstra Bladet.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har dog ikke umiddelbart planer om at ændre på den lukrative ordning, som han også selv vil kunne nyde godt af.
"Det ved jeg ikke. Det er ikke noget, jeg vil tage stilling til her på stående fod. Jeg er åben over for alle ændringer på det her område," siger han.
Når ministrene fylder 67 vil de miste det såkaldte 'før 67-tillæg', og så lander deres resterende pension på 567.722 kroner årligt.
Kilde: Ekstra Bladet