Opdateret kl. 09:34
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger i bogen "Befrielsens øjeblik", der udkommer torsdag, at et regeringssamarbejde mellem S og V efter valget er "et rigtigt forslag".
I bogen vender forfatteren Kirsten Jacobsen og Løkke muligheden for at samarbejde hen over midten.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt en SV-regering kan blive en realitet, hvis de borgerlige ikke længere har flertal, siger han:
- Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her, men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag. Meget politik laves allerede inde på midten i dag, siger han.
Lars Løkke Rasmussen mener, at et samarbejde mellem de to partier kan være et middel til at holde yderfløjene i dansk politik i skak.
Når man ser bort fra samlingsregeringer i krigsperioder, har der hidtil kun én gang været dannet regering med deltagelse af både S og V.
Det var i august 1978, og dengang holdt samarbejdet kun godt et års tid.
Lars Løkke Rasmussen mener dog ikke, at man kan bruge eksemplet til at vurdere den aktuelle situation.
- Danmark står i en helt anden situation end dengang, siger han i bogen.
Socialdemokratiet er gået til valg på at danne en etpartiregering, som skal kunne samarbejde bredt med alle partier.
Partiet fik ved sidste valg 47 mandater, mens Venstre lige nu sidder på 34 af pladserne i Folketinget.
Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af en række meningsmålinger, giver lige nu Socialdemokratiet 49 mandater, mens Venstre står til at få 32 mandater.
/ritzau/