En tøsedreng, der er bukket under for kinesisk pres. Sådan lyder beskrivelsen af Lars Løkke, efter han på sit ugentlige pressemøde understreger, at morgendagens møde med Dalai Lama kun er af privat karakter og "ingen sammenhæng har med regeringen eller for den sags skyld Danmarks Kina-politik".
Statsministerens udtalelser kommer efter protester fra den kinesiske ambassade.
"Hvis den danske regering mener noget med begrebet 'værdikamp', så bør den komme ind i kampen for alvor," siger Margrete Auken i en pressemeddelelse.
Den 73-årige Dalai Lama ankommer til Danmark i morgen, hvor han klokken 17.15 skal til det private møde med Lars Løkke i statsministerens embedsbolig, Marienborg. Den spirituelle leder bliver hele weekenden i Danmark, hvor han skal holde foredrag i Bella Centret og give buddhistiske belæringer. Weekenden byder også på møder med Udenrigspolitisk Nævn og Folketingets Udenrigsudvalg.
"Kampen for tibetanernes sag er reelt også kinesernes sag. For den almindelige kineser lever jo også uden basale menneskerettigheder og politisk frihed. Den danske regering må have modet til at sætte sig hårdere op imod Kina diplomatisk, når nødvendigheden af en indsats er indiskutabelt," siger Margrete Auken.
Dansk Folkeparti forstår dog ikke helt SF'erens kritik. Søren Espersen gør opmærksom på, at da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 2000 mødtes med den tibetanske leder, fandt mødet sted i et VIP-lokale i Københavns Lufthavn.