Et faderligt klap på hovedet. Og hovedrysten.
Sådan vælger statsministeren, Lars Løkke Rasmussen (V), at affærdige den stort anlagte kriseplan Socialdemokraterne og SF fremlagde tidligere i dag. En plan der bl.a. vil hæve arbejdstiden med en time om ugen.
"Der er interessante tanker i oplægget. Meget af det flugter med det, regeringen selv har lagt frem i vores arbejdsgrundlag Danmark 2020. Men i forhold til det, der er Danmarks problem lige nu og her, der er den plan - vi har ventet så længe på, og hvor undskyldningen har været, at den skulle være gennemarbejdet og ordentlig - totalt tavs," siger statsministeren.
Lige nu er der et underskud på 24 milliarder kroner i den danske husholdningskasse. Det hul vælger oppositionen at springe flot hen over, mener Løkke, og henviser til, at EU er på vej med skrappe sparekrav.
Regningen for krisen, som Danmark er styret igennem "med færre menneskelige omkostninger end forventet," skal samles op, minder han om.
"Det er ikke en akademisk øvelse, der kan skydes til de næste overenskomstforhandlinger. Eller til efter næste folketingsvalg," fastslår statsministeren med henvisning til, at oppositionen vil hæve arbejdstiden i samarbejde med fagbevægelsen næste gang, der forhandles overenskomst.
Men at rød blok skulle have glemt regningen på kort sigt, afviser Arbejderbevægelses Erhvervsråd, AE.
Netop som Newspaq og de øvrige politiske reportere forlader statsministeriet står en ung dame klar med følgende skrevne udtalelse fra AE.
"Den offentlige saldo i S-SF-planen Fair Løsning fra 2011 til 2013 er på linje med regeringens konvergensprogram," skriver chefanalytiker Martin Madsen.
Valgkampen er med andre ord i fuldt sving. Og kampen om sandheden om balancen i den danske økonomi ligeså.
Det understreges af den fredelige tone fagbevægelsen i dag har modtaget oppositionens udspil med, mener Lars Løkke.
"Tillykke med at der er et godt forhold mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen. Altså, det er et valgkampsoplæg vi har fået," svarer han, da Newspaq spørger til den alliance, der i disse dage tegner sig mellem LO og S/SF.
Samarbejdet, der ligner det som har givet de røde magten i årevis i Norge, ryster ikke Løkke.
"Det her handler ikke om min personlige følelse af trusler. Det handler mere om, hvad det er for trusler Danmark står over for," siger han, men finder alligevel plads til en hilsen til LO's formand.
"Det glæder mig, hvis Harald Børsting møder op til debat i regeringens vækstforum efter sommerferien, og er villig til også at se på langsigtede løsninger."
Den lange række af kommentarerne fra Løkke faldt på et for statsministeren uvant sent tidspunkt.
Løkke afviste dog, at der var tale om et egentligt pressemøde, selv om det både smagte og lugtede sådan for de fremmødte.
"Bliv endelig bare siddende. Godt I kunne komme. (Forsamlingen griner, red.) Jamen, det her er ikke noget tirsdagspressemøde, det er en praktisk foranstaltning, fordi jeg ved, der er nogle i journalistkredsene, der har nogle spørgsmål til mig," lød hans første ord.
Inden mødet har der været en del snak på Christiansborgs gange blandt reportere og andet godtfolk.
Hvad betyder det, når statsministeren ikke afholder dagens pressemøde af frygt for tomme sæder?, lød spekulationerne. S og SF afholdt nemlig lanceringen af deres Fair Løsning netop som statsministeren normalt indtager scenen.