Finansminister, Lars Løkke Rasmussen (V) bliver ramt af nye alvorlige beskyldninger om Venstre-kammerateri.
Nyhedsavisen kan i dag dokumentere, at Løkke som indenrigsminister i 2005 personligt gik ind i en sag, hvor en Venstre-borgmester fra Brovst i Nordjylland og fem andre lokalpolitikere var blevet dømt for magtmisbrug.
Politikerne havde ifølge en dom ved Vestre Landsret ulovligt og uden saglig grund fyret en lokal taxavognmand, der arbejdede for kommunen. Statsamtet Nordjylland, der førte tilsyn med kommunerne, besluttede derfor – med støtte fra statens advokat, Kammeradvokaten – at give politikerne en bøde.
Men Brovsts borgmester, Mogens Gade (V), rettede personligt og gennem partiet Venstre henvendelse til Løkke og bad om at blive frifundet af Indenrigsministeriet.
Løkke fortalte samtidig direkte sine embedsmænd, »hvilket resultat han gerne så« i sagen, viser et internt telefonnotat.
»Venstre-kammerateri«
Sagen endte med, at ministeriet højst overraskende 'frikendte' Mogens Gade og de andre politikere.
Beslutningen vakte bestyrtelse blandt juristerne i Statsamtet Nordjylland.
»Sagen efterlader et indtryk af, at vi står over for Venstre-kammerateri,« siger den tidligere direktør for Statsforvaltningen Nordjylland, Claus Rosholm, der forlod sit job i protest over blandt andet denne sag.
»Jeg kunne ikke blive ved med at fortælle folk, at der ikke blevet taget politiske hensyn i disse tilsynssager, når noget som dette kunne ske,« siger han.
Ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing har nærlæst sagen, og han er ikke i tvivl om, at der er gået politik i ministeriets 'frikendelse' af de seks politikere fra Brovst:
»Man kan næsten ikke sige andet, end at det må være politisk motiveret,« siger han.