Amagerbankens konkurs er ikke noget særligt, fastslår Lars Løkke Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde. I hvert fald ikke noget særligt hvad angår de mennesker, der har mistet penge på at skyde kapital i banken.
"Når man investerer i en virksomhed - hvad enten det er i en bank eller i en rengøringsvirksomhed, så løber man en risiko. Man skal ikke investere mere, end kan tåle at tabe," lød det fra Løkke.
Men det er ikke kun private personer, der har investeret og ikke mindst tabt penge på Amagerbanken.
Staten står også til et større tab på knap syv milliarder kroner; indtil i fredags budgetterede VK-regeringen ellers med en gevinst på 2,5 milliarder kroner fra bankernes statsejede nødhjælpsselskab, Finansiel Stabilitet. Dermed er hullet i statskassen pludselig blevet betragteligt større.
Men Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at tabet er et problem for statskassen.
"Vi har aldrig regnet med at få nogle penge ud af selskabet," lød hans svar på, hvad tabet betyder uagtet, at man fredag faktisk meldte det forventede overskud ud i pressen.
Han mener i det hele taget ikke, at der kan gives noget svar på, om der er blevet handlet uansvarligt i forhold tilsynet med Amagerbanken.
"Uanset hvilket tilsyn, man tilrettelægger, kan man ikke værne sig 100 pct. mod, at ting kan gå galt. Nu må vi se, hvad der er sket, når vi får en undersøgelse af forløbet," siger statsministeren.