Der bliver ikke indført såkaldt velfærdsforsikring under Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.
Det fastslog han i dag på sit ugentlige pressemøde, som i øvrigt var præget af, at det i dag er to år siden, at han overtog Statsministeriet fra Anders Fogh Rasmussen.
"Nej," så kort er svaret, da en reporter vil vide, hvad ministeren mener om de konservative og Venstre-gruppemedlemmmer, der i dag kalder på et forsikringsprincip.
"Det samfund jeg står i spidsen for, det er ikke et samfund, som bygger på forsikringsprincipper," slog Løkke fast.
Læs om den borgerlige uenighed om velfærdsforsikringer her.
Samtidig afslørede han, at regeringen i morgen vil offentliggøre en embedsmandsrapport om et optjeningsprincip på velfærdsgoder. En rapport som har været ventet længe.
Men allerede nu står det klart, at han ikke afvise at optjeningsprincippet kan spredes ud til alle danskere - og ikke blot berøre udlændinge.
"Jeg er varm tilhænger af fri og lige adgang til sundhedsgoder til danskere og mennesker der bidrager," siger han.
På dagens pressemøde gjorde Lars Løkke desuden status over sine to år som landets leder.
Og det skete med tilfredshed.
"Her to år efter kan vi konstatere, at opgaven er lykkedes," siger han med henvisning til det efterhånden velkendte motto om, at regeringen "vil føre landet gennem krisen med færrest mulige menneskelige omkostning."
Løkke henviser bl.a. til at ledigheden er faldet siden november til 109.200 ledige lige nu.
"Ledigheden er 40.000 personer lavere, end alle havde frygter," slår han fast, og glæder sig også over, at det er lykkedes at holde renten i ro til glæde for især erhvervslivet og landets boligejere.
"Men nu handler det om også at få de unge med," pointerer Løkke.
Derfor vil videnskabsministeren og beskæftigelsesministeren i dag præsentere en ungepakke, der bl.a. skal forlænge virksomhedspraktikken fra fire til 13 uger og gøre mere for at få unge akademikere i job.