Rapperen L.O.C. er som det sidste navn føjet til dette års optrædende på sommerens Grøn Koncert.
L.O.C. har før både optrådt solo og med gruppen Selvmord på Grøn Koncert, og han glæder sig til at være med igen i år.
- Jeg skal bare nyde at være der. Der er jo en grund til, at alle, der har været på Grøn Koncert, siger, at det er det hyggeligste i hele verden, for det er det virkelig, siger L.O.C. i en pressemeddelelse.
Programmet tæller i forvejen bandet Nephew med Simon Kvamm i spidsen, popprinsen Rasmus Seebach, Burhan G, hiphop-gruppen Malk de Koijn og den farverige gruppe Alphabeat.
Muskelsvindfonden, der står bag koncerterne, er stolte af årets program.
- Det er et virkelig stærkt program, som vi kan byde på i år. Der er udsigt til, at der igen kan blive udsolgt i flere af byerne på årets grønne tour, og vi glæder os til at feste igennem med publikum. Det eneste, vi kan bede guderne om nu, er godt vejr, siger Theis Petersen, der er indsamlingschef for fonden.
Det er i år 30. gang, der afholdes Grøn Koncert, og i den anledning vil de enkelte optrædende få længere tid på scenen.
Grøn Koncert kan opleves mellem 19. og 29. juli.