Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte valget om at blive LO-formand til Harald Børsting i 2007, må vinke farvel til mellem seks og otte millioner kroner.
Procesbevillingsnævnet har ifølge Politiken.dk netop meddelt, at den tidligere næstformand i LO ikke får lov til at føre den omdiskuterede pensionssag videre ved Højesteret.
Og det er en ærgerlig Tine Aurvig-Huggenberger, der må konstatere, at hun ikke får sin millionpension, som hun mente at have ret til, selvom hun selv sagde op i LO efter valgnederlaget.
"Ja, nu er det jo så slut. Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg mente, at sagen var principiel nok til, at den skulle føres videre, men det mente procesbevillingsnævnet desværre ikke," siger hun til Politiken.dk.
I 2007 mistede ud hun ud over formandsposten den tilsagnspension, hun havde fået lovning på, da hun første gang valgt til LO's top.
Tilsagnspensionen ville have indbragt hende to tredjedele af en næstformands løn, når hun bliver pensioneret.