Der bliver svunget med den store sparekniv i arbejdernes hovedorganisation LO, der nu giver hver femte medarbejder en fyreseddel.
Det fortalte LO-formand Harald Børsting i går til sine medarbejder, skriver Fyens Stiftstidende.
I den kommende tid skal LO således fyre 27 af de 134 medarbejdere, som i dag arbejder i LO-Huset på Islands Brygge, fortæller flere højtplacerede kilder til avisen.
Årsagen til den store sparerunde er et kæmpe dyk i antallet af medlemmer de senere år. De sidste seks år har forbundene i LO tilsammen mistet 125.000 medlemmer. Desuden får LO fra næste år færre kontingentkroner i kassen fra forbundene, da det nedsættes fra 200 til 190 kroner per medlem.
Derfor er der knapt så mange penge i kassen som tidligere, og nu rammer det hovedorganisationen.
I alt skal der spares 29 millioner kroner om året i de næste fire år ud af det nuværende budget på 170 millioner kroner.
Det koster blandt andet livet for den populære Jobpatrulje, som hver sommer har tjekket om forholdene er i orden for de unge på arbejdspladserne.
Formand Harald Børsting har ikke ønsket at kommentere historien overfor avisen.
Kilde: Fyens Stiftstidende