Danmark kan noget med tv-serier, der handler om politifolk.
I nat vandt tv-serien Livvagterne den prestigefyldte Emmy-pris i New York.
Det er femte gang siden 2002, at Danmark får en Emmy. Og to af de andre gange har det såmænd også været for tv-serier med politifolk i hovedrollerne. Således kunne Rejseholdet i 2002 og Ørnen i 2005 hive den prestigefyldte pris hjem til Danmark.
En af manuskriptforfatterne til Livvagterne og de to andre prisvindende tv-serier, Peter Thorsboe, var en glad mand efter overrækkelsen:
"Vi er rigtig stolte. Det er jo tredje gang! Vi har lavet en trilogi og vundet tre priser," sagde han til ekstrabladet.dk.
Også Cecilia Stenspil, der spiller rollen som den halvt egyptiske livvagt Jasmina, var overvældet.
"Jeg ryster over det hele. Jeg er så glad og taknemmelig og ydmyg," siger hun.
Livvagterne var i skarp konkurrence med den britiske krimiserie Spooks om efterretningstjenesten MI5.
Det er nu ikke kun drama med blå blink, der begejstrer Emmy-juryen. Også serierne Nikolaj og Julie og Unge Andersen om H. C. Andersens liv og levned er blevet præmieret med en Emmy i henholdsvis 2003 og 2005.