Jonas, Rasmus og Jasmina og resten af 'Livvagterne' i DRs dramaserie er blevet nomineret til årets Emmy Awards i kategorien 'Bedste dramaserie'.
Men også dramaserien 'Mille' for børn og unge har fået en nominering med på vejen i kategorien 'Bedste børne- og ungdomsdrama'. Det er første gang, at det lykkes for DR at blive nomineret for en børneproduktion.
Hos DR jubler man over de to nomineringer.
"Vi er selvfølgelig glade og stolte over denne anerkendelse af DRs udbud af tv-drama for såvel børn som voksne. Ikke mindst, fordi det er en så vigtig opgave for DR at fortælle engagerende og væsentlige historier for danskere i alle aldre," siger mediedirektør Lars Grarup i en pressemeddelelse.
'Livvagterne' er skrevet af forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe og produceret af DR Fiktions Sven Clausen. De tre har tidligere sikret to Emmy'er til DR - nemlig for 'Rejseholdet' i 2002 og 'Ørnen' i 2005.
Ud over de to priser har DR også hevet Emmy-priser hjem for serien 'Nikolaj og Julie' i 2003 og 'Andersen - De unge år' i 2005, mens både 'Krøniken' og 'Forbrydelsen' har måttet nøjes med en nominering.
International Emmy Awards består af 12 kategorier med fire nominerede i hver. De fire nominerede programmer i hver kategori bliver bedømt af en international jury bestående af medlemmer af International Academy for Film and Television Arts & Sciences (IATA).
Årets prisuddeling finder sted i New York den 23. november.