26-årige Raymond Taylor var i fuld gang med at afsone tre livstidsdomme for tre mordforsøg.
Alligevel kunne han i går torsdag ved 14-tiden spadsere ud af fængslet som en fri mand.
Raymond Taylor var nemlig blevet overført til Maryland Correctional Adjustment Center i Baltimore, fordi han skulle i retten. Her blev han sat i celle med en fange, der var klar til løsladelse.
Da fængselsbetjenten kom for at lukke medfangen ud, stod Raymond Taylor klar med medfangens ID-kort. Og det var åbenbart nok til at overtage cellekammeratens identitet.
"Dette er ikke vores normale procedure. Der er sket en fejl," forklarede den øverste embedsmand i Marylands fængselsvæsen, Michael Stouffer, ifølge FOX News.
Marylands fængselsvæsen har nu indledt en regulær menneskejagt og erkender, at de har jokket i spinaten:
"Det var en fejl... Vi vil gøre, hvad vi kan, få at få ham tilbage i vores varetægt," forsikrer J. Michael Stouffer.
Der gik to timer, før fængselsfolket fandt ud af, at de havde løsladt den forkerte. For da begyndte den rigtige fange at hamre på døren og kræve at blive lukket ud af spjældet.