Det står skidt til med sikkerheden på byggepladser drevet af udenlandske firmaer.
Arbejdstilsynet har det seneste halve år gennemført tilsyn hos knap 300 udenlandske firmaer i Danmark, primært i byggebranchen.
Forholdene er mange steder så farlige, at 85 procent af Arbejdstilsynets anmærkninger medfører øjeblikkeligt stop af arbejdet, skriver LO's Ugebrev A4.
Det er en langt højere andel end på danske byggepladser.
"De her tal viser helt klart, at der på flere af de udenlandske arbejdspladser, Arbejdstilsynet har kontrolleret, er livsfarlige forhold. Arbejdsgiverne sløser med sikkerheden, og de udenlandske arbejdere udsættes for store risici i arbejdet," siger faglig konsulent for arbejdsmiljø i BAT-kartellet, Ulrik Spannow, til Ugebrevet A4.
Han understreger, at der skal være ordnede forhold på byggepladser - uanset, om de er udenlandske eller danske.
De 296 udenlandske firmaer, som Arbejdstilsynet har kontrolleret, har primært base i Polen, Tyskland og Sverige.
"Tilsynene hos de udenlandske arbejdspladser har udløst 223 reaktioner i alt, og heraf er de 190 reaktioner, der enten er forbud eller påbud, der skal efterkommes med det samme. Der var så meget fare på færde, at ingen kunne arbejde videre, før det var mere sikkert," siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen, til Ugebrevet A4.
De mange påbud er især givet i forbindelse med renovering af gamle bygninger, hvor der er risiko for fald- og nedstyrtningsulykker.