Skiltene ved vejarbejdet på Sønderjyske Motorvej ved Kliplev fortalte, at hastighedsgrænsen var sænket til 70 km/t. Men det blæste 223 sønderjyder i fredags på.
De blev taget i at køre for hurtigt af Syd- og Sønderjyllands politi, der i fredags gennemførste flere hastighedskontroller i Aabenraa og Varde Kommune.
"Særligt ved vejarbejdet, hvor vejarbejderne bevæger sig rundt på den farlige strækning, kan det undre, at så mange bilister ser stort på færdselssikkerheden," siger den operative leder af færdselsafdelingen, Kenneth Benfeldt, i en pressemeddelelse.
I alt blev 336 bilister noteret for at køre for stærkt. Heraf fik 70 et klip i kørekortet, men 3 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
"Det er rigtig ærgerligt, at så mange bilister vælger at se stort på fartgrænserne, der har til formål at sikre os alle, når vi bevæger os rundt på vejene," siger Kenneth Benfeldt.
Han oplyser, at indsatsen mod fartdjævlene vil fortsætte, indtil antallet af trafikdræbte og tilskadekomne er reduceret.
"Det er dokumenteret, at nedbringelse af gennemsnitshastigheden giver færre skader. Derfor kan bilisterne ligeså godt vænne sig til at lette foden en smule fra speederen, så vi i fællesskab kan højne trafiksikkerheden," siger han.