Joël Matip har formentlig spillet sin sidste kamp for Liverpool i denne sæson.
Den engelske fodboldklub meddeler tirsdag på sin hjemmeside, at midterforsvareren efter al sandsynlighed skal opereres for den lårskade, som han lørdag pådrog sig i 2-1-sejren ude over Crystal Palace.
- Operationen kommer sandsynligvis til at afslutte den 26-åriges (Joël Matip, red.) engagement i resten af 2017/2018-sæsonen, lyder det i meddelelsen fra Liverpool.
Joël Matip, der er opvokset i Tyskland, men repræsenterer Cameroun, formåede at spille kampen mod Crystal Palace færdig.
Nu viser det sig altså, at kampen formentlig var hans sidste i denne sæson.
Skaden kommer på et ubelejligt tidspunkt for Liverpool, som onsdag tager imod Manchester City i den første af to Champions League-kvartfinalekampe.
Kampen mod Crystal Palace blev dyr for Liverpool, som også fik Adam Lallana skadet.
/ritzau/