En Nobelpris i litteratur udødeliggør en forfatter.
Men når en af de nominerede forfattere fredag modtager Det Nye Akademis alternativ til Det Svenske Akademis pris, som ikke uddeles i år, vil den samme hæder ikke følge med.
Det vurderer Mads Rosendahl Thomsen, der er professor MSO i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.
Hvor det plejer at være en eksklusiv del af litteraturverdenen, som finder modtageren, har alle i denne omgang kunnet bidrage ved at stemme online.
Modtageren af den nye pris er nemlig fundet i tre faser. Først har bibliotekarer fra hele Sverige peget på 47 nominerede.
Derefter har folk fra hele verden stemt online. Flere end 32.000 stemmer er registreret, og ud fra dem er de to mest populære henholdsvis kvinder og mænd fundet. Og blandt dem har en jury så peget på den endelige modtager.
Det ændrer prestigeelementet for prisen betydeligt, mener litteraturprofessoren.
- På den ene side er det fint, at der er en åbenhed, så det ikke kun er professorer, der kan nominere, siger Mads Rosendahl Thomsen.
- Men på den anden side kan man have en skepsis over for den slags afstemninger, som bliver popularitetsafstemninger.
- Det Svenske Akademis måde at agere har nogle dyder ved, at de tænker sig om og træffer et valg med al den mystik, der ligger bag valget, lyder det fra professoren.
Blandt de 47 nominerede var adskillige, som formentlig aldrig ville komme i betragtning til den almindelige Nobelpris.
Det gjaldt eksempelvis den amerikanske musiker Patti Smith og Harry Potters "mor", britiske J.K. Rowling.
Maryse Condé fra Guadeloupe, Kim Thúy fra Vietnam, britiske Neil Gaiman og japanske Haruki Murakami blev valgt som de fire finalister.
Sidstnævnte var dog ikke interesseret i at få den alternative pris og trak sig fra finalefeltet.
Det Svenske Akademi står normalt for uddelingen af Nobelprisen i litteratur, men dette års pris blev sløjfet. Det skete på grund af en gevaldig krise i akademiet sidste år.
Topfolk i akademiet blev beskyldt for overgreb, nepotisme, læk af hemmelige oplysninger og flere andre alvorlige ting.
Det førte til en voldsom diskussion, der for en stor del foregik i det offentlige rum. Flere prominente medlemmer forlod akademiet i protest.
Derfor tog forfatteren og journalisten Alexandra Pascalidou initiativ til det midlertidige akademi, som står for en alternativ Nobelpris i år, hvorefter akademiet opløses igen.
/ritzau/