Fra på lørdag ruller Matador endnu en gang over skærmen. Det er ottende gang, at serien vises, og det sker nogenlunde samtidig med, at en ny biografi om moderen og manuskriptforfatteren bag bliver udgivet.
I bogen afslører Lise Nørgaard, der fik ideen til Matador, en af seriens sidste hemmeligheder, som hun selv formulerer det.
Ifølge BT fortæller hun nemlig, at karakteren Agnes er bygget op omkring en kvinde ved navn Lili. Hun kom fra Roskilde og fra ringere kår end Lise Nørgaard selv. De mødte hinanden i det parfumeri, hvor Lili arbejdede, og blev en slags venner.
- Lili var en type, som svang sig udover sin herkomst, udover alle sine fordomme og blev en virkelig forretningskvinde, fortæller Lise Nørgaard til BT.
Lilis forlovede Børge Jessen var søn af en repræsentant i byen, og Børges mor var ikke meget for, at de to skulle giftes på grund af Lilis lavere status.
Virkelighedens Agnes i form af Lili formåede dog at oprette sin egen virksomhed under krigen, og mens hendes mand var mere uduelig og mistede jobbet, voksede hendes forretning.
- Da krigen var forbi, var Lili allerede meget velhavende og havde købt sin egen smukke villa i Roskildes dyreste kvarter. Og Børge han blev medarbejder i butikken, fortæller hun til BT.