Hun nåede at være væk i næsten et døgn, men nu er Lisbeth Blicher fundet igen.
Hun er fundet "i god behold i Vejle", oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Den 48-årige kvinde fra Vejle forsvandt i går onsdag, da hun gik fra Gl. Kolding Landevej i Vejle. Det gjorde hun omkring klokken 18.00.
I eftermiddag sendte politiet i Sydøstjylland så en efterlysning ud efter hende.
Og det virkede åbenbart.
Politiets meddelelse er imidlertid meget kortfattet, så det er uvist, hvorfor Lisbeth Blicher i det hele taget forsvandt i går, og der er heller ingen melding om, hvor eller hvordan man har fundet hende.
Men faktum er, at efterlysningen af hende nu er aflyst.