Første gang Lisa Lents fejede over dansegulvet i Vild med Dans så hendes kæreste, superligaspilleren Thomas Villadsen, med fra tilskuerpladserne.
Men det gør han ikke på fredag. De to er nemlig gået fra hinanden.
"Det eneste, jeg kan sige, er, at det aldrig er sjov for nogen af parterne, og at man er ked af det. Men det var en fælles beslutning, og vi er stadig venner," siger Lisa Lents til B.T.
Lisa Lents og Thomas Villadsen, der er målmand i FC Nordsjælland, nåede at holde i hånd i knap et år.
Så sent som for en måned siden var Lisa Lents begejstret over, at Thomas Villadsen skrev kontrakt med FC Nordsjælland. Dermed skulle han ikke længere spille i Holland. Men så fik hun travlt med at danse.
Lisa Lents afviser, at der er amoriner i luften mellem hende og dansepartneren Michael Olesen. Det er altså ikke umiddelbart årsagen til, at den smukke Lisa Lents nu er blevet single.