Nykøbing Falster Håndbold fik en lussing på 26-39 af CSM Bucuresti fra Rumænien i Champions League, og det store nederlag viser, at det rumænske storhold er et bedre hold.
Det mener Bucurestis danske spiller, Line Jørgensen.
- Vi får vist, at vi er et meget bedre hold end Nykøbing, som vi også skal være, siger Line Jørgensen.
I det første opgør mellem holdene i Næstved for to uger siden vandt de danske mestre 25-22, men rumænerne var et helt andet hold i lørdagens opgør og fik taget en storstilet revanche.
Kristina "Mulle" Kristiansen førte an i Nykøbings sejr i Næstved, men lørdag så man ikke meget til playmakeren. Det er der ifølge Line Jørgensen en god grund til.
- Vi er nogle danskere og en dansk træner, der ved, hvad Mulle hun kan. Og efter første kamp var vi i dag mere klar på hendes indspil og hendes skud, og det fik vi lukket ned for.
Line Jørgensen bliver bakket op af sin danske træner i Bukarest, Helle Thomsen.
- Vi havde talt om, at vi skulle være opmærksomme på indspillene fra Mulle, og så har vi talt om vores angrebsspil, for det var der, vi spillede en rigtig dårlig kamp i Danmark. Det var angrebsmæssigt.
- Den måde, vi spillede håndbold på i dag, var en helt anden måde, end da vi mødtes i Næstved. Vi var et helt andet hold. Hele holdet løftede sig gevaldigt, siger danskeren.
Nederlaget betyder, at NFH nu ligger nummer tre i puljen med fire point, da Ljubljana på hjemmebane slog polske Vistal Gdynia 29-22.
Slovenerne ligger nu nummer to med seks point efter CSM Bucuresti, der har samme antal point. Der resterer to kampe i puljen.
NFH kan nu sunde sig, inden det igen går løs i Champions League for de danske mestre mod Vistal Gdynia på fredag i Næstved.
/ritzau/