Debatten om taxa og service må fortsætte, indtil taxabranchen har fattet, at kunder vil have service, venlighed og præcision uden at skulle betale en halv arm eller vente en krig.
Det skriver bloggeren Line Baun Danielsen. Hun blev allerede dagen efter, at Uber trak sig fra de danske gader og veje træt af det etablerede taxa-system.
Her skulle hun bruge en taxa og ringede klokken 11.17, skriver hun på bloggen. Efter seks minutter i telefon-kø fik hun bestilt en taxa, som ville ankomme efter 20 minutter.
Klokken 11.47 var taxaen endnu ikke ankommet, og da Line Baun Danielsen ville rykke for sin taxa ramte hun en telefon-kø på 19 personer og måtte opgive taxaen.
"Jeg var nu så tidspresset, at jeg besluttede at tage min bil koste en p-bøde eller ej. Klokken 12.08 (hvor jeg var halvvejs fremme) tikkede der så en SMS ind: Din taxa er nu på vej. Næsten 50 minutter efter jeg havde bestilt den. Det var aldrig sket med Uber", skriver Line Baun Danielsen og baserer det på egne erfaringer:
"Her vidste man præcist, hvor bilen var, hvornår den kom, og hvad turen ville koste. Og man fik et nummer og et navn på chaufføren".
"Nu forsvandt Uber så. Og taxa branchen sidder igen alene på transportmagten. Monopoler er sjældent sunde – ihvertfald ikke for os der er kunder. Jeg håber, at Ubers tilstedeværelse i Danmark har vist, at god service betaler sig", slutter hun sit blogindlæg.
Exit Uber - goddag Habil
Uber lukkede dets danske aktiviteter 18. marts. Årsagen var den nye taxalov, stiller krav til udstyr som sædefølere og taxametre.
For få dage siden kom det frem, at Ubers tidligere partnere er klar med en ny kørselstjeneste, der på sigt kan blive Ubers afløser i Danmark.
Den nye kørsels-tjeneste, som er døbt Habil, er som Uber også app-baseret. Det er en deleøkonomisk fragttjeneste, men hvor personer kan køre med, hvis blot de har for eksempel en mobiltelefon, der skal transporteres.