Hun er kendt for at skabe røre i Los Angeles' natteliv, men også på de asfalterede veje er hun usikker. I 2007 kørte hun frontalt ind i et træ, fordi hun havde drukket for meget.
Nu fortæller Lindsay Lohan om episoden, som hun kalder både 'dum og barnlig', skriver FemaleFirst.
Selv om den unge skuespillerinde er lettet over, at ingen kom til skade ved uheldet, vil hun ikke tage hele skylden selv. Hun mener, at fotografer forstyrrede hendes kørsel.
"Jeg kørte ikke rundt som en sindssyg. Paparazziernes blitzer gik i vinduet. Jeg forsøgte at dreje og speedede op, fordi de speedede op. Og så ramte jeg træet," siger den fregnede skønhed.
"Jeg takker bare Gud for, at ingen kom til skade," fortsætter hun.
Desuden havde hun kun fået tre drinks, fortæller hun. Men undskyldninger er der nok af, og selv om man er en ung smuk Hollywoodstjerne, slipper man ikke for fængsel. Lohan brugte hele 84 minutter bag tremmer.