Det blev en kort tur i friheden for den amerikanske skuespillerinde Lindsay Lohan, der i øjeblikket er prøveløsladt efter en dom for spirituskørsel. Betingelsen for hendes løsladelse var, at hun skulle holde sig fra spiritus og stoffer, men det holdt hun ikke længe.
I weekenden bekendtgjorde Lohan på sin Twitter-profil, at hun ikke havde bestået den af myndighederne beordrede narkotikatest, og nu har retten i Los Angeles udstedt en arrestordre på skuespillerinden.
Skandaledronningen har endnu ikke kommenteret sagen, men hun skal møde i retten fredag, hvor hendes skæbne bliver afgjort.
Hendes fejltrin kan give op til 30 dages fængsel. I forvejen har hun kun afsonet 14 af de 90 dage, hun var idømt.