Lindsay Lohan har ikke overholdt vilkårene for sin betingede dom, og det får nu konsekvenser. I værste fald kan hun ende bag tremmer, skriver Reuters.
Det drejer sig om en gammel spritsag tilbage i 2007, hvor Lohan blev taget af politiet med en høj promille, mens hun kørte bil. Lohan blev idømt 24 timers fængsel, 10 dages samfundstjeneste og tvungen deltagelse i et kursus, hvor man lærer om fornuftig omgang med alkohol.
Den 23-årige skuespillerinde har angiveligt pjækket fra kurserne, og det har fået dommeren til at stramme tøjlerne. Nu har Lohan fået ordre til at møde op i retten for at fortælle om sine fremskridt.
Ifølge Lohans advokat Shawn Chapman Holley skyldes skuespillerindens fravær fra kurset en uoverensstemmelse mellem hende og kursets leder.