Anders Lindegaard er tilbage i Manchester Uniteds mål, når englænderne i aften møder rumænske Otelul Galati i Champions League.
Det skriver sporten.dk.
Det er kilder tæt på klubben, som afslører, at danskeren får chancen i Europas største klubturnering.
Da Manchester United i september mødte portugisiske Benfica, spillede Lindegaard også fra start, men i den seneste kamp, var konkurrenten David de Gea tilbage mellem stængerne.
Anders Lindegaard har døjet med en mindre knæskade, som også holdt ham ude af sidste uges landskampe mod Portugal og Cypern, men nu vil Alex Ferguson altså prøve danskeren igen.
De engelske mestre er tvunget til et godt resultat, da United er kommet skidt fra start i Champions League. Englænderne ligger nummer tre i gruppe C med to point, to point efter Benfica og Basel.
Kilde: sporten.dk