Med hastigheder på op til 220 kilometer i timen har en sort Audi A8 leget gæk med politiet i Midtjylland de seneste dage.
I nat endte et indbrud i Rema 1000 i Vinderup med en politijagt, hvor Audien kørte så hurtigt, at politiet ikke kunne følge trop.
"Vores patrulje forsøgte at følge med, men vi sætter nok sikkerheden noget højere, end de gør, så vi måtte opgive," siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Niels Peter Olesen, til ekstrabladet.dk.
For bare fire dage siden var politiet i Midtjylland involveret i en lignede episode efter et indbrud i bagerforretningen i Himmerlandsgade i Aars.
"Det er overvejende sandsynligt, at det er den samme Audi. Denne her er stjålet i Århus," fortsætter vagtchefen.
Borgerne i Midtjylland kommer dog ikke til at se Audien igen, da føreren kort efter kørte galt i Bording/Ikast området, efter han undveg en anden bil og kørte ind i en lygtepæl.
De to mænd i Audien flygtede til fods, og det lykkedes ikke politiet at finde dem.