Selv om hun kun lige er fyldt fire år, havde prinsesse Estelle ikke problemer med at sidde stille under takkegudstjenesten, der torsdag blev afholdt i den svenske slotskirke, til ære for den lille nye prins.
Den svenske prinsesse var således i yderst godt humør efter kun få timer forinden at have mødt sin nye lillebror, Oscar. Det beretter norske Se og Hør, som skriver, at den lille prinsesse strålede ved siden af sin far, prins Daniel.
Den traditionelle gudstjeneste bliver også kaldt Te Deum og er en tradition efter kongelige fødsler i det svenske kongehus, fortæller kongehusreporter Anders Johan Stavseng fra Se og Hør til bladet.
- Te Deum er oprindeligt en gammel hymne eller lovsang. I Sverige holder man takkegudstjenester efter kongelige fødsler, og disse bliver kaldt Te Deum.
- Repræsentanter fra staten, kongefamilien og nære venner er altid på plads, fortæller hofreporteren til norske Se og Hør, som skriver, at der forinden gudstjenesten var stor spænding om, hvorvidt prinsesse Estelle ville deltage eller ej.
Prinsens navn, Oscar Carl Olof, blev allerede offentliggjort torsdag.
Den nye prins bærer desuden titlen som hertug af Skåne og er nummer tre i den svenske tronfølge efter sin mor og storesøster.
/ritzau/FOKUS