Mænd tjener knap 18 procent mere end kvinder.
Og det er helt urimeligt, mener HK, der vil tage spørgsmålet om ligeløn op ved de kommende overenskomstforhandlinger.
"Nu skal vi have gjort noget ved ligelønnen. Kvinder tjener 15 og 20 procent mindre end mænd, men krumspring fra arbejdsgiverne og regeringen har hidtil forhindret, at vi har fået indsigt i lønnen på den enkelte virksomhed," siger formand for HK Privat, Karin Retvig, til Newspaq.
Blandt andet vil HK have skrevet ligeløn ind i overenskomsterne.
Danmark har allerede underskrevet et ligelønsdirektiv fra EU, men det mangler at blive implementeret i de danske overenskomster.
Og det er vigtigt at få gjort, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
"Hvis EU's direktiv om ligeløn skrives ind i overenskomsterne, kan man køre nogle fagretlige sager lokalt. Dermed kan man bruge overenskomsterne aktivt ved siden af lovgivningen," siger han til Newspaq.
Desuden vil HK have skrevet ind i overenskomsterne, at arbejdsgiverne skal dokumentere, at der ikke er uligeløn - altså omvendt bevisbyrde.
"Det vil sikre en ordentlig og effektiv behandling af ligelønsproblemerne, fordi det ryger ind i det fagretlige system," siger Karin Retvig.
Endelig vil forbundet have kønsopdelte lønstatistikker selv for små virksomheder.
Det krav bakker Flemming Ibsen op om.
"Hvis man får virksomhedsbaseret lønstatistikker, så bliver det gennemskueligt, hvad mænd og kvinders løn er," siger han.
Som det er i dag, bliver der kun lavet kønsopdelte lønstatistikker på virksomheder med over 35 ansatte, og hvor der er mindst 10 medarbejdere, der laver sammenligneligt arbejde.
"Men sådan ser ingen moderne HK-arbejdsplads ud i dag," siger Karin Retvig.