Opdatering: Sidst på eftermiddagen viser Vejdirektoratets trafikkort, at trafikken igen er normal på Storebæltsbroen.
Skal du krydse Storebælt søndag eftermiddag, skal du regne med ekstra køretid.
Kort efter klokken 16.00 meddeler Storebæltsforbindelsen, at der i retning fra Fyn mod Sjælland er kø.
P4 Trafik Syddanmark skriver på Twitter, at "den tætte trafik starter før Sprogø og fortsætter til I rammer Sjælland".
Trafikanterne risikerer desuden, at trafikken flere steder går helt i stå.
Sund og Bælt oplyser til TV 2 Øst, at det er sommertrafik, der skaber trængsel på broen.
- Der er langsom trafik, og så stopper de ganske kortvarigt, hvis der for eksempel er en, der bremser op, siger Niels Brogaard, der er trafikleder hos Sund og Bælt, som driver Storebæltsbroen.
Ifølge Vejdirektoratets trafikinfo.dk var der omkring klokken 16.00 kø ved starten af broen på den fynske side.
Også lørdag var der tæt trafik over Storebæltsbroen på en af sommerens store rejsedage.
Der er ingen meldinger om, hvornår trafikken forventes at blive normal igen.