Et omfattende nedbrud i produktionen af dagens avis betød, at tusindvis af nordjyder torsdag morgen måtte kigge forgæves i postkassen efter deres daglige avis.
Det meddeler Nordjyske Stiftstidende torsdag morgen.
Mediehuset var også ramt af nedbrud onsdag. Det er mediehusets it-system, som går ned, og onsdag betød det, at Nordjyske.dk ikke var tilgængelig hele dagen.
Torsdag er både papirudgaven og den elektroniske udgave af dagbladet Nordjyske ikke udkommet.
Samtidig har tv-stationen 24Nordjyske også været ramt, men sender igen som normalt, meddeler Nordjyske Stiftstidende.
Teknologimediet Version2 skriver, at "ifølge ikke-bekræftede oplysninger til Version2 opstod nedbruddet under en opdatering af Microsoft-software onsdag morgen".