Opdateret klokken 16.42: Politiet oplyser, at kvinden er fundet død, og at intet tyder på, at der er tale om et kriminelt forhold.
----------------
Københavns Politi har sat en større eftersøgning i gang for at finde en 41-årig kvinde.
Kvinden er efterlyst af hendes søn og nabo, og har været forsvundet siden fredag.
Den eftersøgte hedder Feriel, er fransk statsborger og fra Valby.
Feriel er cirka 170 centimeter høj. Hun er har kort mørkt pagehår og har en kort sort kjole på.
Feriel har muligvis opholdt sig på Østerbro lørdag morgen, skriver politiet i et opslag på Twitter.
Ifølge blandt andre TV 2 foregår der i øjeblikket en eftersøgningen med drone og dykkere ved Østre Anlæg, som er en offentlig park ved Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling i det centrale København.
Vagtchef Henrik Stormer oplyser til Ekstra Bladet, at kvindens hund er central for efterforskningen. Hun ville nemlig aldrig forlade den alene i sit hjem så længe.
- Og det er en af grundene til, at vi er rykket ud, siger Henrik Stormer til Ekstra Bladet.
Vagtchefen oplyser desuden, at hun sidst er set i sit hjem, hvor hun skulle afsted på en date med en person.
Eventuelle oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefonnummer 114.
Presse-Fotos.dk
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)